Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

SundhedsCentrets historie

Baggrund
Hvidovre Kommunes SundhedsCenter åbnede dørene første gang den 8. maj 2007. Dengang fik kommunerne nye opgaver, amterne blev nedlagt og en ny sundhedslov trådte i kraft. Kommunalbestyrelsen i Hvidovre var forudseende og vedtog allerede i 2006 en Sundheds- og Forebyggelsespolitik, der udstak rammerne for de kommende års arbejde med sundhed i kommunen. Flagskibet var etableringen af et af Danmarks første kommunale Sundhedscentre.

KRAM
Da SundhedsCentret åbnede var der i Danmark fokus på KRAM og det tog SundhedsCentret til sig. KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Forskerne havde påvist, at forkert sundhedsadfærd er med til at øge risikoen for at udvikle en alvorlig, kronisk sygdom - såkaldte livsstilssygdomme.

Høj faglighed
Den høje faglighed har været SundhedsCentrets kendemærke siden 2007. Undervejs er der gjort gode erfaringer med, hvordan man bedst hjælper borgerne under devisen hjælp til selvhjælp og forandringer igennem små skridt. SundhedsCentrets opskrift på arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse består af:

  • Høj faglighed
  • Kvalitet
  • Evnen til at lytte og tage udgangspunkt i hvert enkelt menneskes særlige historie
  • En stor værktøjskasse til undervisning, vejledning, inspiration og læring
  • De seneste anbefalinger inden for kost, rygning, alkohol, motion, mental sundhed og misbrug

SundhedsCentrets udvikling
SundhedsCentret har været i en rivende udvikling siden centret åbnede den 8. maj 2007. I dag er SundhedsCentrets modtagelse et travlt sted med tidsbestilling, spørgsmål om sund kost og prævention allerede fra tidlig morgen. I modtagelsen venter fx mennesker, der skal til åben rådgivning, på diabetesskole og livsstilshold, rygestop, til ammerådgivning og i sundhedseksperimentarium. Lige fra første dag har idéen været, at der skal være én indgang til sundhedsvæsnet tæt på borgeren. Ikke kun for de kronisk syge, men for alle der ønsker fokus på en sund livsstil.

For at imødekomme de mange henvendelser vi får, har SundhedsCentret gennem årene udvidet åbningstiden og har måtte ansætte flere medarbejdere. SundhedsCentret er vokset fra 7 til 15 medarbejdere, hvoraf de 5 er tilknyttet centrets mange projekter.

Viften af sundhedstilbud bliver større
En række af de tilbud, det hele begyndte med findes stadig: diabetesskole, rygestopkurser og diætvejledning. I 2007 var der især fokus på diabetes, KOL, svær overvægt og undervægt.

I årene der er gået er der kommet flere gratis tilbud til. I dag er viften af tilbud udvidet til også at omfatte emner som seksuel sundhed, mental sundhed og stofmisbrug samt tilbud til mennesker med kræft, gigt og hjerte-kar-sygdomme. Alt sammen noget der påvirker helbredet.

Her på hjemmesiden kan du finde en beskrivelse af alle SundhedsCentrets mange tilbud.